Jon Ronsons "The Secret Rulers of The World"

I 2001 viste Channel 4 en serie lavet af Jon Ronson. Den hedder "The Secret Rulers of The World", og har 5 afsnit. Den dækkede Ruby Ridge, David Icke, Timothy McVeigh, Alex Jones, og det sidste afsnit, Bilderberg Group. På YouTube kan man finde det sidste afsnit om Bilderberg Group. Afsnittet varer 45min.

Ronson følger en herre der kalde sig Big Jim Tucker, en excentrisk journalist for en nu hedengangen avis der hed The Spotlight, og hans forsøg på at blotlægge ondskaben i Bilderberg Group, ved deres årlige møde i 1999, i Portugal.

https://www.youtube.com/watch?v=h0p-e2ng0SI

Det er en seværdig episode, dels fordi den viser, at de ideer og fortællinger man støder på, på sociale medier i disse dage, ikke er nye, og dels fordi Jon Ronson er en fremragende historiefortæller. Langt størstedelen af det hattene deler i dag, er dårligt remixede versioner af fortællinger der har været til stede længe, og trivedes i forskellige understrømninger i samfundet.

Den illustrerer også, på perfekt vis, hvor svært det er, at møde folk der har disse overbevisninger, med informationer der ikke underbygger dem. I slutningen af afsnittet bliver Big Jim Tucker forelagt noterne fra gruppens møde. Det er tørre noter om politik og økonomi, og indeholder altså ikke nogen utvetydige beviser på, at mødet bliver brugt til at lægge onde planer om One World Government. Til det siger Big Jim Tucker, at han føler sig "vindicated" i sin overbevisning om, at der foregår noget fordækt, for de beviser er naturligvis blevet fjernet fra noterne. Derfor er selve fraværet af beviser, et bevis i sig selv.

Jeg kan varmt anbefale de 45min den tager af ens dag. Videoen har et glitch ca. 19 minutter inde som varer ca. 30sek.

More from Dansk Stanniol
All posts